Det er meget fint at tage en dag af gangen, men for hver dag der går, kommer jeg mere og mere i tvivl.. Nu er folk også begyndt at spørge mig, hvorfor jeg egentlig har valgt japansk, fordi jeg ikke umiddelbart virker som om jeg passer ind.. Jeg er enig, jeg er ikke den typiske japansk-studerende. Ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved mig selv, har aldrig prøvet at være så nedslået før.. Der skal somregel meget til for at slå pusten ud af mig, men må indrømme at denne udfordring er noget af det sværeste jeg har prøvet.. Jeg synes jeg mister meget af min normalt positive indstilling undervejs. Gør mig igen tanker om, hvorvidt jeg skal gå tilbage til min oprindelige plan og blive elev i en guldsmed.

Et nyt kapitel..

Så er mit nye liv som universitetsstuderende begyndt! Jeg havde gjort lidt tanker om, hvorvidt jeg ville passe ind, om hvordan mine medstuderende ville være og om, som de kloge påstår, tre sabbatår er for meget...
Jeg må indrømme, at jeg fik noget af et chok. Alle dem, hvor jeg sad og tænkte, "dem kunne jeg godt gå fint i spænd med...eller dem der... og hende der", de skulle sjovt nok allesammen starte på enten kinesisk eller hindi...hmmm... Der er mange nørder og ikke et ondt ord om dem, de er helt sikkert smaddersøde, jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan holde en samtale gående med ret mange af dem. Åh, det kommer til at lyde så forudindtagende og negativt det hele... Det er jeg så ked af, og det er også bare mega svært at skulle forklare de tanker der farer igennem mig i disse dage... I løbet af dagen skifter jeg indstilling mindst 10 gange! Det ene øjeblik tænker jeg, det kan jeg sagtens det her- ingen problemer!, det næste, er det eneste jeg har lyst til, at kravle ned under min dyne og blive der for evigt... Eller i hvert fald indtil der er nogen, der udtænker en plan for mig og min fremtid. Er igen blevet glad for, at jeg har taget en hgs, så jeg i det mindste har den i baghånden... Fjollet, omend sandt. Lige nu tager jeg rigtig meget én dag af gangen.